|

Spinning er cykling til musik på de specielle spinning-cykler. Intensiteten styres via ændring i belastning, temposkift, samt siddende hhv. stående kørsel på cyklen.
Body Bike, optimal træning for alle Uanset om du er top-atlet eller overvægtig, får du optimal træning på en spinning-cykel. Spinning er for alle! Cyklernes indstilling og belastning reguleres individuelt, d.v.s at man langt hen ad vejen selv er herre over, hvor hård en spinning-time skal være. Spinning er en skånsom form for idræt; knæ og ankelled er ikke i nærheden af den belastning, de ville være udsat for ved f.eks. løb eller Aerobic, og derfor er spinning løsningen for mange, der ikke kan klare andre motionsformer.
Har du prøvet PULS-Spinning? Puls-spinning træner vi i fællesskab. Vi kører alle efter samme mål. Vi kan alle se om vi laver noget eller ej. Instruktøren kan følge med i den enkeltes træning og give råd og vejledning, så udøveren får mest ud af sin træning. Fællesskabet på skærmen gør det også mere interessant for udøveren, for vi vil jo gerne presse os lige så meget som de andre, ik’? Efter timen bliver der sendt en rapport til ens email adresse, hvor der står, hvordan timen er forløbet og hvad man kan gøre fremadrettet for at optimere sin træning. Du kan læse meget mere om puls spinning i Topform HER.


Inden du klikker i pedalerne: Cykelsko: Du skal ikke nødvendigvis bruge specielle cykelsko i Topform. Alle vores spinningcykler er dog forsynet med look-pedaler, så det er klart en fordel at have sådanne sko, men vi har også adaptere til pedalerne, således at du kan cykle i et par ganske almindelige kondisko.
- Cykelbukser: Er et afsnit for sig. Bukserne er udstyret med en pude, der gør det mere behageligt at sidde på sadlen i en stiv klokketime eller mere, og cykelbukser er derfor absolut anbefalelsesværdige, men der er ingen grund til at investere i et par til den første time. Du kan sagtens bruge et par almindelige tights, eller shorts de første par gange.
- Hvis du har skader, sygdom eller ryg-problemer, er det en god ide at underrette instruktøren inden timen. Han/hun vil så sikre sig, at du og cyklen og træningen bliver tilpasset hinanden.
- Vær forberedt på at svede meget. Bomulds-T-shirts vil føles tunge og klamme. Svedtransporterende materialer anbefales.
- VAND! Drik masser af vand. Når du sveder meget, skal der også tilsvarende meget væske indenbords. Drik så meget du kan - helst en liter pr time, gerne mere - og lige så meget bagefter.
- Fat mod. De første 2-3 gange er hårde - derefter vil du mærke en tydelig fremgang. Lyt til musikken og klem på!
Hvor begynder man? Der er forskel på spinningtimer. Det anbefales at man starter med ”Begynder spinning”, uanset træningsforudsætninger. Dette holds formål er først og fremmest at indlære den korrekte teknik. Selv om man tror, at alle og enhver kan køre cykel, er der teknik, der skal læres, før man kan få det fulde udbytte af sin træning: Spinning-cyklen adskiller sig fra almindelige cykler ved at stå fuldstændig fast på gulvet. Den rokker sig ikke ud af flækken - og heller ikke fra side til side. Derfor er teknikken på en spinning-cykel også anderledes end den stil, man har på sin 'rigtige' cykel. Alle uhensigtsmæssige bevægelser bliver i udøverens egen krop i stedet for at blive ledt via dækkene ud i asfalten. Teknikken skal læres for at undgå de uhensigtsmæssige bevægelser.
Efter ”Begynder spinning” har Topform flere andre spinning-hold med varierende hårdhedsgrader, spændende fra begynderhold, til krævende konditionstræningstimer, hvor ikke bare benene men også hjertet kommer på arbejde. Spildt sved vender som bekendt ikke ondt tilbage, så hvis man kan holde til det, kan man lige så godt gå til makronerne og få gavn af fordelene ved en bedre kondition. På med skoene, hils på din sidemand og mærk rytmen i kroppen. Rigtig god spinninglyst :o)
HOLDBESKRIVELSER
Body Bike BEGYNDER En introduktion til spinning, hvor du bliver fortrolig med den specielle cykel og lærer at indstille den rigtigt. Timen er bygget op med korte intervaller og der instrueres i korrekt teknik. Tempoet er moderat og der cykles i 50 min. efterfulgt af udstrækning.
Body Bike 1 Niveauet efter Begynder-Spinning. Nu er du blevet fortrolig med at indstille din cykel rigtigt og nu ved du lidt om hvad spinning er for noget, men nu vil du gerne lidt videre... For dig som har deltaget flere gange på et begynderhold, og nu ønsker mere udfordring. Der køres med mellemlange Intervaller og et lidt højere tempo end på Begynderholdet. Der cykles i 55 min. Efterfulgt af udstrækninger.
Body Bike 2 For dig som har rutine på en spinning-cykel,og vil have mere end hvad spinning 1 byder på . Tempoet er højt, og fyldt med lange intevaller. Der cykles i 55 min. efterfulgt af udstrækning.
Body Bike 3 Vil du køre cykelløb, men helst blive inden døre? Så er denne time lige noget for dig. En lektion i "hård tempokørsel med skrappe stigninger og vilde nedkørsler". Det nærmeste du kommer et cykelløb,uden at flytte dig ud af stedet. Her bliver der virkelig gået til ”makronerne”. Der cykles 55 min. efterfulgt af udstrækning.
PULS-SPINNING Dette hold køres efter deltagernes puls. Alle deltagere har et pulsbælte på - enten deres eget, eller et bælte, som gratis kan lånes i Topform. Deltagernes puls kan gennem timen aflæses på en stor-skærm og visualiseres bl.a. ved, at den enkeltes visning skifter farve alt efter hvilket puls-område man ligger i og man kan også aflæse hvor mange procent man udnytter af sit tilgængelige pulsområde ifht sin alder osv. Denne visning kan både bruges af deltageren selv, men også af instruktøren, som kan give timen en helt ny dimension, idet han/hun nu kan se, om alle presser sig selv optimalt ifht den enkeltes fysiske formåen. Så i stedet for at vi, som før, f.eks. ”lægger 60% belastning på”, så kan vi nu operere med et nyt begreb, hvor instruktøren kan sige, at vi alle skal op på 60% af den enkeltes maxpuls osv. Har man sit eget Suunto pulsbælte, får man efter timen automatisk tilsendt en rapport pr mail, med en masse interessante data. I rapporten kan man aflæse hvor lang tid man har kørt i de forskellige pulsgrupper, hvor mange kalorier man har forbrændt, samt se om man forbedrer sin form fra den ene gang til den anden. Læs mere om puls-udstyret her
MARATHONSPINNING Den ultimative udfordring for alle som vil presses ud til grænsen. 2-4 timers intens cykeloplevelse for de erfarne ”spinnere” som gerne vil teste deres udholdenhed.

Add your comments
|